Skip to content
apr 30 / j-lo

Skiftezonen 2011

I 2009 indførte vi en ny procedure i skiftezonen. Ændringerne skete for at skabe mere ro og minimere det kaos som altid opstår, når mange hold skifter ryttere inden for få sekunder, på et meget lille område. Alle som har kørt 12 eller 24 timers løb tidligere kender situationen, mange skal ud fra ruten med deres cykel, mens andre 20-30-40 stykker står klar med deres cykel for at blive sendt afsted.

Vi valgte at kopiere skifteproceduren fra Mountain Mayhem i Wales, verdens største 24 timers mountainbike arrangement, som en stor del af os arrangører deltog i i 2008. Vi vil her forsøge at forklare hvordan skiftet foregår, det er dog ikke helt let i tekst og via en tegning, men vi prøver. Vi vil også vise skiftet lørdag morgen inden løbet skydes i gang. I som var med i 2009 og 2011 udgaven af H12 har prøvet det før, vi har ikke lavet ændringer i 2011, ud over at skiftezonen og cykelparkeringen er blevet endnu større. Mange var skeptiske, men vi hørte kun positive tilbagemeldinger efter sidste års løb. Spørg endeligt, hvis der er noget som er uklart, bruge kommentar boksen her under.

  • Alle ryttere (også solo) skal stå af deres cykel, når de nærmer sig skiftezonen! Der vil ligge en ”træstamme” på tværs af sporet, når I kommer til denne forhindring, skal I hoppe af cyklen! Stammen er markeret med rødt samt bogstavet ”A” på tegningen. Der er to stammer, stamme nummer to til venstre er stedet hvor I igen må hoppe på cyklen og fortsætte ud på ruten. (Kørselsretning på tegningen er højre mod venstre)
  • Overlevering af depechen til din teamkammerat, sker helt bogstaveligt. Alle hold kører med et refleksarmbånd af den type som snor sig om armen som en ‘fjeder’ ved berøring. (Slap wrap – se den her). Først når du gående / løbende på vej ud fra ruten (”B”) har givet din slap-wrap ind over hegnet til din holdkammerat (”C”), kan han / hun hente sin cykel i cykelparkeringen (”D”), og fortsætte ud på ruten. (Hvor der står “UD” på tegningen… “IND” er der du kommer ind i cykelparkeringen og stiller din cykel, når du er klar til at afløse en holdkammerat.)

Vi håber det giver mening, ellers så læs det lige igen. Nogen tænker nok, at det virker en anelse bøvlet, det gjorde vi også til Mountain Mayhem, men det virker! Det tager lige 2-3 skift, så sidder den i skabet. Proceduren er ikke bare til for at gøre det lettere for jer, det er også med til at gøre løbet meget sjovere for de som kigger på. Rytterne er i længere tid i skiftezonen, så der er langt mere at se på. Samtidigt slipper vi for det kaos som altid opstår, når mange hektiske, stressede og travle ryttere bakser rundt mellem hinanden. Vi afprøver det live lørdag morgen til det store ryttermøde, så kom og vær med, der er bunker at vigtig information. Mødet finder sted ved det store tårn lige ved skiftezonen 30 minutter før start, vi vil annoncere dette i højttaleren. Alle er velkomne, dog har jeres holdleder mødepligt. Alle solo ryttere skal også være til stede.

Se evt. H12 – The Movie, hvor der er klip fra skiftezonen i 2009, det kan give en ide om forløbet, hvis du ikke har prøvet det før. Ses lørdag!

Leave a comment